Fernisering i JANUS

Fernisering i JANUS

05-11-2022, 09:44 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry

V E S T J Y L L A N D S U D S T I L L I N G E N

 Årets udstilling finder sted I JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum d. 05.11. 2022. – 29. 01. 2023.

Vi har i de senere år arbejdet med et overordnet tema, og i år er valget faldet på: Klima og Bæredygtighed/Biodiversitet.

De fleste af kunstnerne har taget temaet op, f.eks. Eva Merz, der vil vise fotos og collager omhandlende klimakatastrofe og bæredygtighed. Flere kunstnere arbejder med genbrugsmaterialer, Noelia Solves vil lave videoer om emnet, Ingrid Villesen viser malerier om oversvømmelse, storm og tørke. Freja Niemann Lundrup konfronterer publikum med vores overforbrug, og Bibi Hansens værker handler om livets forgængelighed.

Signe Vad arbejder udelukkende med klimaet, da hun er klimaaktivist, hvilket vi også vil kunne opleve med hendes performance søndag d. 8. januar. Marie-Louise Exner har arbejdet sammen med digteren Lars Skinnebach om et fremtidslandskab, hvor økosystemerne er udenfor kontrol. Andre kunstnere som Bjarke Regn Svendsen arbejder med dyr, Soley Ragnarsdottir og Steffen Tast med planter og Flemming Jarle med hverdagens spor og aflejringer.

 Af Vestjyllandsudstillingens faste medlemmer udstiller flg.: Anette Bendixen, Lise Buurgård, Marie-Louise Exner, Bibi Hansen, Lars Heiberg, Jørn Houborg, Jens Chr. Jensen, Asger Kristensen, Freja Niemann Lundrup, Eva Merz, Søren Morns, Per J.K. Pedersen, Kate Skjerning, Noelia M. Solvez, Bjarke Regn Svendsen, Steffen Tast, Signe Vad, Ingrid Villesen og Lars Waldemar.

I år er der inviteret to gæster, nemlig Flemming Jarle fra Vejle og Soley Ragnarsdottir fra Thy.

 Udstillingen er støttet af Varde Kommune og Augustinusfonden.

Der er fernisering lørdag d. 5. nov. 2022 kl. kl. 15. Åbningstalen holdes af Sandie Eis Ravn, formand for Kulturudvalget, Varde Kommune.

I udstillingsperioden vil der blive afholdt to kulturdage. Den første er søndag d. 27. nov. 2022 kl. 14, hvor der er et børnearrangement med Kate Skjerning og Artists Talk ved Noelia Solvez og Eva Merz – og musik af Janustrioen.

Anden kulturdag er søndag d. 8. jan. 2023 kl. 14, hvor der er performance ved Signe Vad, rundvisning ved Niels Hansen og Artists Talk ved Flemming Jarle og Steffen Tast.