Kulturdag i Janus

Kulturdag i Janus

19-09-2023, 05:09 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus -Henry

V E S T J Y L L A N D S U D S T I L L I N G E N

Performance, Artist Talk og foredrag i JANUS

Det er ikke hver dag, at man kan opleve en performance i Tistrup.

Men det kan man søndag d. 1. oktober på Vestjyllandsudstillingens kulturdag nr. 2.

Der er lagt op til en hyggelig og berigende eftermiddag, hvor man kan møde flere af udstillingens kunstnere.

Der er Artists Talk ved Sverre Tveito Holmen, en af udstillingens gæster, der vil fortælle om sine humoristiske og finurlige keramiske værker.

Som noget helt særligt byder denne dag også på en performance. Det er ved Noelia Mora Solvez.

Hun er fra Barcelona og oprindeligt uddannet danser. Hun arbejder ofte med videokunst, hvor hun bruger sig selv og sin krop.

Endelig vil Kim Kristensen, journalist, tidligere redaktør af Herning Folkeblad og nu kunsthistoriestuderende, holde foredrag om en af sine helte, den spanske kunstner Antoni Tapies.

Der er således masser af oplevelser i vente denne søndag.

Hvis man kommer i god tid, kan man i ro og mag opleve VESTJYLLANDSUDSTILLINGENS smukke udstilling, inden aktiviteterne begynder.

Gruppen, der har eksisteret i 44 år, udstiller i JANUS en gang om året.

Denne gang er årets tema NUANCER AF BLÅ.

Der er inviteret 4 gæstekunstnere: Else Ploug Isaksen, Jan Wawrzyniak, Yinon Avior og Sverre Tveito Holmen.

Af VESTJYLLANDSUDSTILLINGENS faste medlemmer udstiller Lise Buurgaard, Marie-Louise Exner, Bibi Hansen, Lars Heiberg, Jørn Houborg, Jens Chr. Jensen, Asger Kristensen, Ole Holm Larsen, Freja Niemann Lundrup, Michael Mørk, Per J.K. Pedersen, Kate Skjerning, Noelia Mora Solvez, Steffen Tast, Signe Vad, Ingrid Villesen og Lars Waldemar.

Arrangementet foregår kl. 14-16, og det er gratis ved betalt entré til JANUS.

Med venlig hilsen Anne Grethe Sværke på vegne af VESTJYLLANDSUDSTILLINGEN JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum

Lærkevej 25, 6862 Tistrup, 75299825. janusbygningen@vardemuseerne.dk www.janusbygningen.dk

Åbent tirsdag-søndag kl. 13-16