Læserbrev: ”For mange børn = udvidelse af Møllehuset”

Læserbrev: ”For mange børn = udvidelse af Møllehuset”

04-11-2021, 08:50 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia

Byrådet bør revurdere sin beslutning om at renovere lokaler på Tistrup Skole til børnehavebørn, og i stedet gennemføre en udvidelse af Møllehuset i direkte tilknytning til Møllehuset.

Møllehuset har for mange børn, og det er et positivt problem. Alle prognoser taler for at børnetallet ikke falder i Tistrup, og derfor bør der skabes en langsigtet god permanent løsning.

På valgmødet 1 nov i Hodde-Tistrup Hallen kom det frem, at der var et stort ønske om, at etablering af flere pladser til børnehavebørn tilhørende Møllehuset, ikke skulle ske på skolen, men i stedet nede ved Møllehuset. Jeg er enig.

Merudgiften er ca 1 mio kr, som byrådet burde få lov at forholde sig til, mod at få en varig løsning, der kan skabes på Møllehusets egen grund.

Det er min opfattelse, at der ikke er igangsat omkostningstungt arbejde, som kunne være ”spildt arbejde”, hvis man ved en politisk revurdering, nåede frem til en anden løsning, end at renovere ved skolen - nemlig en udvidelse ved Møllehuset.

Hvis jeg genvælges til byrådet 16 nov, så vil jeg kunne kæmpe for dette synspunkt fra nu af og ind i næste byrådsperiode.

Det er aldrig forkert at gentænke tidligere politiske beslutninger. I håbet om en god løsning for forældre og børn i Møllehuset.

Preben Friis-Hauge (V), Formand for Varde Kommunes Plan- & Teknikudvalg, samt byrådskandidat til valget 16 nov 2021. Søndergade 18, 6862 Tistrup.