Politiet søger vidner til sag om seksuelt overgreb i Ølgod

Politiet søger vidner til sag om seksuelt overgreb i Ølgod

09-09-2022, 04:33 - Dinenyheder

Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en anmeldelse om et seksuelt overgreb begået mod en mindreårig dreng i Ølgod i Varde Kommune.

Hændelsen fandt sted på legepladsen ved Ølgod Skoles SFO i Skolegade i Ølgod i weekenden lørdag eller søndag den 27. – 28. august. Hændelsen er sket udenfor skoletid og har ikke noget med skolen at gøre. 
 
Politiet modtog anmeldelsen om mandagen og har gennemført en række afhøringer og tekniske undersøgelser i sagen.

I forbindelse med den videre efterforskning efterlyser politiet desuden vidner, der kan have set gerningsmændene i området omkring Ølgod Skole lørdag den 27. august eller søndag den 28. august i dagtimerne. 

Signalement

To drenge i alderen omkring 10 - 17 år, mørkt hår og iført mørke shorts, hvoraf den ene formentlig medbragte et løbehjul.

Borgere kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Politiet vil søndag den 11. september fra klokken 10.00 til klokken 14.00 være til stede med Den Mobile Politistation i Ølgod på Østerbro - Industrivej i området omkring Rema 1000 og Netto, hvor der er mulighed for at komme forbi, hvis man har oplysninger til efterforskningen eller i øvrigt ønsker at tale med politiet.

Da der er tale om en verserende sag, kan politiet i øjeblikket ikke oplyse yderligere til pressen.