Scenekunst i verdensklasse til Varde..

Scenekunst i verdensklasse til Varde..

20-10-2014, 04:13

Forfatter: News

Region Syddanmarks Kulturpulje har bevilliget 147.500 kr. til Varde Kommune. Pengene skal bruges til fem forestillinger med den internationalt anerkendte dansetrup, Ingrid Kristensen & Co.

Varde Kommune får mulighed for at tilbyde både institutioner fra alle forvaltningsområder samt turister og lokale en kunstnerisk oplevelse i absolut verdensklasse. Det sker, når Danseteater Ingrid Kristensen med fem forestillinger gæster Varde Kommune i efteråret 2014 og foråret 2015. Forestillingerne er en del af projektet – ”Kulturen som redskab til at mestre det gode liv”.

Byrummet indtages af dansen

Ingrid Kristensen & Co. har optrådt i hele verden og repræsenterede bl.a. Danmark på verdensudstillingen EXPO i Shanghai i 2010. Ingrid Kristensen & Co. kommer til Varde med fem forestillinger hvoraf de fire er åbne for offentligheden og gratis. De fem forestillinger kommer alle til at foregå i forskellige by - eller bynære - rum i Varde Kommune.

Der indbydes til meget forskelligartede oplevelser fra skyggeballetten ”HC Andersen i nye klæder”, børneballetten

”Eventyrdans for børn” med store grumme dukker, ”i universet har jeg hjemme” der medbringer sit eget interplanetariske univers – i bogstaveligste forstand. Og optræden på Varde Å med en Tommeliseinspireret forestilling.

”Vi glæder os meget til at være en del af dette banebrydende projekt. I vores mangeårige arbejde med dansen og dansens stimulering af sanserne, har vi oplevet, at vi gennem dansen er i stand til at åbne helt nye døre for de mennesker, vi involverer. Dansen kan være med til at udvide det menneskelige sanse-apparat og på den måde styrke det gode liv”, siger Ingrid Kristensen, grundlægger af Ingrid Kristensen & Co.

Danseworkshops

Derudover har Varde Kommune og danseteatret arrangeret en række workshops med børnehaver og dagplejer, tiendeklasserne på Campus samt ældre, demente borgere. Det er ambitionen, at deltagerne får en kreativ og sanselig succesoplevelse, der styrker velfærden, dannelsen og det gode liv.

”Det er fantastisk, at Varde Kommune med dette projekt får mulighed for at tilbyde ansatte i Varde Kommune, borgere og turister en unik teater- og danseoplevelse af høj international klasse. Det er virkeligt med til at brande Varde som et godt sted at leve, lære og opleve – hele livet. Danseteater Ingrid Kristensen har særligt fokus på sansernes betydning for oplevelsen af kunsten, og jeg glæder mig personligt meget til at opleve forestillingerne i Vardes mange spændende byrum”, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid.

Bliv ven med Nyt fra hele Varde Kommune - fra hede til hav på Facebook, og få vores tophistorier på din væg. Klik på linket https://www.facebook.com/pages/Nyt-fra-hele-Varde-Kommune-fra-hede-til-hav/432346533508430