Tilbageblik i Janus

Tilbageblik i Janus

04-11-2023, 09:02 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus -Henry

Fernisering lørdag d. 4. november 2023 kl. 14:

 TILBAGEBLIK  8 samtidskunstnere ser tilbage.

Udstillingen TILBAGEBLIK består af otte miniretrospektive udstillinger med otte samtidskunstnere.

Hvordan bliver man kunstner? Er der tale om et naturgivent talent, der folder sig ud? Hvordan lærer man at skabe kunst? Og hvornår kan man kalde sig kunstner – hvornår føler man sådan rigtigt, at man er det? Idéen med TILBAGEBLIK er at give publikum et indblik i kunstens maskinrum. At vise eksempler på alle de veje – omveje, biveje og hovedveje – en kunstner typisk må gå; alle de forsøg, der skal til for at udvikle sig – og for i det hele taget at blive kunstner.  

Kunstnerne er: Anne Skole Overgaard, Bjarke Regn Svendsen, Bjørn Poulsen, Jacob Hoff, Jonna Pedersen, Karin Lorentzen, Marie Birkedal og Simon Grimm.  De bidrager alle med karakteristiske værker, der dækker forskellige perioder i deres kunstneriske virke. Hermed vises deres udvikling lige fra de første forsøg, der måske, når kunstneren selv ser tilbage på dem, kan virke kejtede, naive eller prætentiøse, videre til de værker, der gav adgang til akademier eller censurerede udstillinger; herefter kommer skelsættende værker, der satte en afgørende udvikling i gang, og endelig de helt nye kunstværker, der viser, hvor den enkelte kunstner er i dag.                                                  

TILBAGEBLIK er støttet af:               

 Samme dag åbner vi endnu en udstilling:

PALLE BONDRUP    Mindeophængning

Den sydvestjyske billedkunstner Palle Bondrup (1948 - 2021) var ufortjent noget

overset i sin levetid. Han var en eminent tegner og beherskede papirformater fra mindre til meget store. Det blev også til fine malerier og skulpturer. Via en fornem donation fra kunstnerens familie er JANUS i stand til at vise et bredt udsnit af hans værk.

 Begge udstillinger kan ses den 4. november 2023 - 11. februar 2024

Til ferniseringen uropføres Bjørn Eriksens musikværk ”Drive in Reverse Karma” ved Janus Trioen. Musikværket er komponeret specifikt til udstillingen og udtrykker "tilbageblik".

  JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum

Lærkevej 25, 6862 Tistrup, Tlf. 7529 9825.

Mail: janusbygningen@vardemuseerne.dk   www.janusbygningen.dk

Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 1-16, mandag lukket.