Wadden Tide blev en stor publikumssucces

Wadden Tide blev en stor publikumssucces

17-01-2024, 10:42 - Dinenyheder

Forfatter: Kilde: Varde Kommune

Wadden Tide åbnede 31. august 2023 med udstillingen First There Is a Mountain, hvor ni danske kunstnere og kunstnergrupper udforskede sand som historie, ressource og materiale.

Over 200.000 besøgte stranden ved Blåvand for at opleve den storslåede kunstudstilling Wadden Tide.

Hele 125.000 danskere samt mindst 75.000 primært tyske turister nåede at opleve udstillingen, inden et voldsomt uvejr raserede Blåvandshuk Strand den 19. september 2023 og gjorde skade på store dele af kunstudstillingen. Stormen betød, at udstillingsperioden blev ti dage kortere end planlagt.

I lokalområdet kunne de også mærke interessen under Wadden Tide. Her oplevede lokale butikker, dagligvareforretninger og restauranter en øget omsætning.

En ny analyse fra NTT DATA viser, at forbruget i Varde Kommune steg med 8,9 procent i udstillingens periode sammenlignet med samme periode i 2022.

Under udstillingen var forbruget i Varde Kommune betydelig højere end i sammenlignelige områder. For eksempel faldt forbruget i Ringkøbing-Skjern Kommune i samme periode med 0,3 procent.

Ifølge analysen var det særligt danskere og tyskere, som svingede betalingskortet under Wadden Tide.

Citater

Sandie Eis Ravn, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune:

”Wadden Tide viser med de nye tal tydeligt, hvilken betydning kunst og kultur har for at trække besøgende til vores del af landet. Vi er glade, når en ambitiøs satsning som Wadden Tide giver et flot afkast i form af tusindvis af besøgende og øget forbrug i kommunen. Der skal lyde en stor tak til alle kunstnere, bidragsydere og samarbejdspartnere for at være med at realisere udstillingen.”

Vibeke Birk, marketing- og udviklingschef hos Destination Vesterhavet:

"Sammen med NTT DATA har vi udviklet en turismedataplatform, der giver os en solid indsigt i turisternes adfærd og forbrug i vores område. Ambitionen er at udvikle turismen baseret på reelle data fremfor mavefornemmelser. Disse indsigter i Wadden Tide er et stærkt eksempel på, hvordan erhvervet og vi kan målrette indsatserne til gæsterne i fremtiden."

Mariane Nygaard Holm, formand for Blåvand-Ho Borgerforening:

”Wadden Tide har været med til at sætte Blåvand på Danmarkskortet. Eventet har udbygget fællesskabet mellem de lokale kunstnere og tiltrukket rigtig mange gæster. Det har givet ekstra omsætning i butikkerne, og det er afgørende uden for højsæsonen.”

Om Wadden Tide

Wadden Tide er en tilbagevendende kunstudstilling i Blåvand og Nationalpark Vadehavet. Kunsten giver besøgende nye oplevelser af UNESCOs verdensarvsområde, og i 2023 stillede udstillingen skarpt på sandets betydning for vores miljø, historie og fremtid under titlen First There Is A Mountain.

Ni danske kunstnere viste nye værker på Blåvandshuk Strand, Blåvandshuk Fyr og restauranten Høfde4, mens fire lokale kunstnere udstillede i Blåvand. First There Is A Mountain blev afholdt af Varde Kommune og kurateret af Empathic Environments ved Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl.

F